Det er tankevækkende at høre, hvordan politikerne og forvaltningen igen og igen peger fingre ad specialområdet som den store synder i folkeskolens økonomiske problemer.
Ja, der er stigende udgifter til specialundervisning, men hvordan kan det forklare, at de såkaldte “fællesudgifter” er steget fra 74 millioner kroner i 2018 til næsten 115 millioner kroner i 2023? Og nu lægges der yderligere otte millioner kroner oveni i 2025 til it, befordring, afregning til friskoler, Step 10 og Vinderup Realskole. Hvordan hænger det sammen?
Kommunen har netop annonceret en mulig besparelse på to procent på skoleområdet. Men i stedet for at skære i kerneydelsen – undervisningen af vores børn – burde vi måske se nærmere på, hvor pengene faktisk forsvinder hen. Har man virkelig undersøgt, hvor nødvendige alle disse fællesudgifter er, eller om de kan reduceres uden at forringe undervisningen for de børn, der går i folkeskolen? Og ja, der foreslås nedskæring på it, men også her er det forventede udgifter og ingen reelle tal er lagt frem. Skærer man i antal computere, skal der bruges flere penge på fysiske materialer, har man det med i regnestykket?
Der tales ofte om, at inklusionen i folkeskolen ikke fungerer optimalt. Men når folkeskolen samtidig mister midler, mens pengene fosser ud til fællesudgifter, kan man så overhovedet forvente, at folkeskolen kan løfte den opgave, som kommunen stiller den? Hvor er gennemsigtigheden i disse udgifter? Hvorfor bliver budgettet for folkeskolen udhulet, mens visse poster i fællesudgifterne fortsat vokser?
Hvis kommunens politikere virkelig ønsker at prioritere folkeskolen, må de tage ansvar for de eksploderende fællesudgifter og sikre, at pengene bruges dér, hvor de gør mest gavn – i klasselokalerne, ikke i regnearkene.
Hvornår begynder vi at tage debatten om, hvor pengene rent faktisk forsvinder hen? Og at en ny fordelingsmodel kun er en halv løsning?
