Læserbrev: Den nye fordelingsplan for skolerne i vores kommune har skabt opmærksomhed – og det med god grund. Planen har som ambition at fordele ressourcerne mere målrettet og retfærdigt, så alle skoler kan håndtere deres udfordringer og behov. Men ligesom alle andre politiske initiativer, kommer denne plan både med fordele og ulemper.

På den positive side sikrer planen en grundtildeling til alle skoler, som dækker essentielle driftsudgifter. Det betyder, at skolerne kan fokusere på ledelse, vedligeholdelse og ikke mindst støttefunktioner uden at skulle bekymre sig om de mest basale udgifter. Modellen tager også højde for socioøkonomiske forhold og elevernes forventede behov for støtte, hvilket kan skabe bedre muligheder for lokalt at hjælpe de elever, der har det svært. Og en tidlig indsats kan ydes. Særligt for små skoler med under 200 elever er solidarisk støtte ved sygefravær og specialundervisning en kærkommen hjælp, der kan give ro i budgetterne.

Men ulemperne er også tydelige. Først og fremmest kan et spørgsmål være om fordelingsmodellen kommer til at fordele lige så mange penge, som er i skoleområdet pt. Eller om det er endnu en spareøvelse, forklædt som ”nye boller i suppen”.

Et centralt problem ved modellen er risikoen for, at skolerne af økonomiske grunde undlader at sende elever med særlige behov til de nødvendige specialtilbud. Skolerne skal selv finansiere en væsentlig del af udgifterne til specialundervisning, hvilket kan gøre det fristende at holde eleverne i almenområdet, selv når det ikke er til deres bedste. Denne praksis risikerer at skade de elever, der har mest brug for støtte, og kan medføre dårlig trivsel og lavere læringsudbytte. Et helt andet spørgsmål er om kompetencerne til specialundervisning “light” findes på de enkelte skoler.

Når elever med særlige behov ikke får den nødvendige støtte, kan det skabe mistrivsel, ikke blot for den enkelte elev, men for hele klassen. Det kan være frustrerende og afmagtsskabende at være vidner til mistrivsel blandt medelever. Her er det afgørende, at vi viser tillid til lærernes vurdering af, hvad der er bedst for eleverne, og giver dem de nødvendige ressourcer til at handle, også hvis det betyder at barnet profiterer bedst af et specialtilbud. Og som minimum sikrer os, at lærerne er uddannede til opgaven, at dobbeltlærerordning kan etableres og at støtten gives til eleven.

Især mindre skoler, der allerede opererer med stramme budgetter, står over for store økonomiske udsving, hvis de får flere elever med specialbehov. Selvom der er etableret en solidarisk pulje for at støtte skoler med under 200 elever, er det langt fra tilstrækkeligt til at dække de potentielle merudgifter. For eksempel kan én enkelt elev med særlige behov betyde, at en lille skole pludselig må skære i andre vitale områder som lærerstøtte og undervisningsmaterialer.

Endvidere er det problematisk, at små skoler skal planlægge økonomi ud fra komplekse solidariske puljer til dækning af langtidssygefravær og specialundervisning. Selvom disse puljer formelt set skulle skabe stabilitet, fører det sandsynligvis til administrative byrder og usikkerhed om den økonomiske ramme. Små skoler skal kæmpe med budgetmæssige udsving, som større skoler bedre kan absorbere, og det sætter især lokalsamfundene i yderområderne under pres.

Når vi ser på principperne bag fordelingsgrundlaget, er der tydelige modsætninger mellem ambitionerne og virkeligheden. Modellen hævder at skulle understøtte udvikling, læring og trivsel for alle elever, men den glemmer at tage højde for små skolers særlige udfordringer.

Fordelingen af ressourcer baseret på socioøkonomiske kriterier er ment som en hjælp til skoler med udfordrende elevgrupper. Men i praksis skaber det et system, hvor skoler med færre socioøkonomiske udfordringer bliver økonomisk presset, når de skal finansiere specialundervisning. Dette kan føre til, at børn med særlige behov i “mere privilegerede” distrikter ikke får de samme muligheder for støtte, hvilket undergraver lighedsprincippet.

For at sikre, at alle elever får den støtte, de har brug for, og samtidig undgå at belaste skolernes økonomi urimeligt, bør følgende model overvejes:

Centralt finansieret specialundervisning: Behold finansieringen af specialundervisning i en central pulje, så skolernes økonomi og kompetencer ikke kan afgøre, om en elev får den optimale hjælp.

Øget gennemsigtighed i tildelingsmodellen: Skab klarhed over, hvordan midlerne fordeles, så skoler og forældre kan forstå og udfordre eventuelle skævheder. Skab en større gennemskuelighed i tildelingen. Vær ærlig omkring eventuelle besparelser.

Bedre støtte til mindre skoler: Gør den solidariske pulje mere robust og inkluder flere fleksible løsninger, så små skoler ikke ender i økonomisk uføre.

Holstebro Kommunes skolestruktur bør skabe tryghed og trivsel for alle børn. Derfor er det afgørende, at politikerne nøje gennemtænker fordelingsmodellen, før konsekvenserne rammer de mest sårbare elever og deres familier. Det er vigtigt at fordelingsmodellen ikke er endnu en spareøvelse, eller et forsøg på at dække over den manglende tildeling til specialområdet siden 2018.