Læserbrev: Jeg bakker Per Albertsen og Helle Døj op i deres alvorlige bekymring over situationen i folkeskolen i Holstebro Kommune. De beskedne midler, der er afsat til løn- og prisfremskrivning, er ikke tilstrækkelige til at dække de reelle behov, og endnu værre er det, at fællesudgifterne konstant stiger og æder en stor del af de penge, der burde være tilgængelige for skolernes drift. Det er et klart signal om, at noget fundamentalt er galt i forvaltningen af skolebudgetterne.

Det er skræmmende at høre, at fællesudgifterne til folkeskolen i perioden 2018-2023 er steget med mere end 40 millioner kroner, og at flere penge til it, befordring og afregning til friskoler nu lægges oveni i 2025.

Denne udvikling betyder, at det beløb, der oprindeligt skulle have dækket lærernes lønstigninger, nu stort set er spist op af fællesudgifterne. Det giver et billede af en økonomi, der ikke kan dække de stigende krav. Skolerne i Holstebro tvinges derfor til at finde besparelser på to procent, mens de samtidig står med flere opgaver og krav. Hvordan kan vi forvente, at vores skoler skal fungere under så pressede forhold? Når fællesudgifterne stiger, mens den økonomiske ramme for skolerne bliver mindre, risikerer vi at presse skolerne ud i en situation, hvor kvaliteten af undervisningen og trivsel for både elever og lærere bliver alvorligt forringet.

Klaus Flængs udtalelse om, at man “ikke kan dele ud af penge, man ikke har” virker som en undskyldning for ikke at handle. Er det ikke netop politikerne, der skal sikre, at der er penge til de vigtigste samfundsområder, som uddannelsesinstitutioner? At prioritere vores børn må være det vigtigste. Hvorfor er det, at de penge, der er afsat til folkeskolen, konstant bliver spist op af fællesudgifter og nye opgaver, der tildeles skolerne uden tilstrækkelig økonomisk dækning?

Som Per Albertsen påpeger, vil nye tildelingsmodeller ikke gøre en forskel, hvis ikke vi får styr på de grundlæggende økonomiske rammer. At erkende fejl uden at rette dem op er uacceptabelt. Skoleområdet er allerede hårdt presset, og vi kan ikke fortsætte med at lade midlerne forsvinde i administrative omkostninger.

Jeg støtter op om Helle Døjs kritik af, at der ikke tages højde for den kraftige stigning i fællesudgifterne. Det er ikke nok at erkende fejltagelser, hvis man ikke tager konkrete skridt til at rette op på dem. Skolerne har brug for flere ressourcer, ikke færre, og vi kan ikke længere vente på, at det bliver “næste gang”, at folkeskolen får den nødvendige opmærksomhed. Hvis vi vil sikre en stærk og fremtidssikret folkeskole, er det nu, der skal handles – ikke på et senere tidspunkt. Og behøver jeg her bemærke, at vi i Holstebro i forvejen ligger i bunden, når det kommer til udgifter til folkeskolerne?

Det er på tide, at vi tager ansvar for at sikre en stabil økonomi for vores folkeskoler og ikke bare skubber problemerne videre ned ad vejen. Børnene, lærerne og skolelederne fortjener mere end blot halve løsninger.