Læserbrev: Som mødre til en flok unge mennesker, oplever vi det samme som mange andre forældre på vores egn; vores børn flytter væk. De unge har drømme for, hvad de vil med deres liv og arbejde. Og som mange andre her i Vestjylland, bliver de nødt til at rejse væk for at få den ønskede uddannelse.
Da unge typisk slår sig permanent ned tæt der, hvor de er uddannet, betyder det, at vi bliver færre og færre borgere i Vestjylland. Blandt kommuner som Struer, Lemvig, Skive og Holstebro, er det da også kun Holstebro, der ikke har en direkte nedgang i antallet af borgere.
Udviklingen har også stor betydning for vores virksomheder, som i stigende grad mangler kvalificeret arbejdskraft. Og vi har også færre, der starter egen virksomhed. For eksempel var kun 4,8 procent af vores virksomheder nystartede i Holstebro i 2018 mod hele 7,8 procent i Aarhus.
Når virksomhederne mangler kompetencer, er det fordi andelen af uddannede i for eksempel Holstebro ifølge Erhvervshus Midtjylland er lavere end gennemsnittet i både Danmark og i Region Midtjylland. Holstebro har under halvt så mange borgere, der har gået på universitetet, som i resten af Danmark. Og der er også flere, der slet ingen uddannelse har. Det har yderligere den effekt, at indkomsterne ikke er så høje, og dermed heller ikke de skatter, der betales til vores kommuner.
Holstebro har under halvt så mange borgere, der har gået på universitetet, som i resten af Danmark. Og der er også flere, der slet ingen uddannelse har. Det har yderligere den effekt, at indkomsterne ikke er så høje, og dermed heller ikke de skatter, der betales til vores kommuner.
Det hele er en konsekvens af, at vi i mange år har centraliseret videregående uddannelser. I Vestjylland optog vi i 2020 kun syv per 1000 indbyggere på en videregående uddannelsesplads mod hele 30 per 1000 på Fyn og i hovedstaden. Og i Holstebro var der i 2020 19 færre videregående uddannelsespladser end i 2016, mens Aarhus fik 650 flere pladser.
Vi har et ønske om et Danmark i balance. Et Danmark, hvor hver del af landet kan klare sig selv og har en positiv vækst. Men det kræver, at vi ikke kun stopper centraliseringen af uddannelser, men at der kommer flere uddannelsespladser til i ydre egne, som for eksempel i Vestjylland.
I Holstebro har vi en styrke indenfor avanceret produktion, fødevarer, energi- og miljøteknologi og kreative fag. Det ville derfor ligge til højrebenet, at man etablerede tunge uddannelser, der kan levere kvalificeret arbejdskraft til disse fag. Her kunne vi for eksempel foreslå følgende to uddannelser til området.
I dag skal man helt til Aarhus for at læse datalogi. Men med afsæt i erhvervene i Vestjylland ville det for eksempel være oplagt, hvis man placerede en afdeling af Aarhus Universitet i Vest, der har fokus på IT målrettet industri-virksomheder.
Vi bor desuden i en del af Danmark, hvor der produceres energi til resten af landet. Her ville det være oplagt, at der blev etableret en række tunge uddannelser målrettet energi og miljøteknologi.
De forslag kunne være med til at tilbyde interessante uddannelser til de unge her i Vestjylland. Og det ville støtte virksomhederne i vores område. Og endelig kunne man forvente, at flere af de studerende ville starte nye virksomheder i vores egn.
Med flere videregående uddannelser, ville vi dermed kunne opnå højere indtægter, bedre muligheder for vækst i eksisterende og nye virksomhederne, flere indtægter til kommunerne – OG at flere af vores børn bosætter sig nær os, så vi også kan være tæt på vores kommende børnebørn.